Mikkel Heiberg

Undskyld, Har Du Tid?

Podcast

I hvert afsnit inviterer Mikkel Heiberg to nye gæster med på en improviseret rejse gennem en udvalgt periode eller begivenhed i verdenshistorien.

Credits

Projekttype
Eget kreativt projekt
Min rolle
Idé, koordinator, vært og lydklipper
Brugte værktøjer
Adobe Audition, Adobe Illustrator og GarageBand
År
2020

Projektet.

Da coronapandemien satte stand-upscenen på pause, udviklede og producerede jeg min første podcast, Undskyld, har du tid? – en kombination af improvisationskomik og verdenshistorie.

Konceptet var inspireret af Brian Mørk Show og historiebogen Ind i historien. Til hvert afsnit inviterede jeg to komikerkollegaer i podcaststudiet under Comedy Zoo, hvor de skulle improvisere sig gennem en historisk begivenhed som selvvalgte karakterer fra perioden.

Inden optagelserne udvalgte jeg emner som Titanics forlis, gladiatorkampe i Colosseum, den sorte død eller 1970’ernes København. Til hver episode producerede jeg et baggrundsspor med lydeffekter, der skabte en lydlig illusion af, at interviewene fandt sted midt i de historiske begivenheder.

Under optagelserne fungerede jeg som vært og en slags historisk “manden på gaden”. Min opgave var at stille de opdigtede karakterer journalistiske spørgsmål og drive fortællingen fremad, mens gæsterne improviserede deres svar.

Jeg stod selv for konceptudvikling, tilrettelæggelse, værtsrolle, optagelse, lyddesign og redigering. Derudover designede jeg podcastens visuelle identitet i Adobe Illustrator. Podcasten blev optaget i GarageBand, efterbehandlet i Adobe Audition og udgivet på Apple Podcasts og Spotify via Buzzsprout.