NOAH
3D-Animation
NOAH er et selvaktiverende kystsikringskoncept, som jeg har udviklet og visualiseret gennem 3D-animationer og tekniske plantegninger.
Credits
- Projekttype
- Eget kreativt projekt
- Min rolle
- Opfinder, designer og animator
- Brugte værktøjer
- Illustrator og Blender
- År
- 2025
Projektet.
Efter stormfloden på Lolland-Falster i 2023 udviklede jeg idéen til NOAH – et koncept for en automatisk oversvømmelsessikring omkring udsatte bygninger.
Løsningen er tænkt som en nedgravet ramme, der placeres omkring den enkelte bygning. Under normale forhold er konstruktionen skjult under jordoverfladen og påvirker derfor ikke bygningens omgivelser.
Når vandstanden stiger, ledes de første vandmasser gennem en rist og ned i den underjordiske betonramme. Herfra føres vandet videre gennem det tilknyttede afløbssystem. Hvis systemets kapacitet overskrides, stiger vandstanden i rammen og løfter en flydende barriere af kraftig glasfiber op over terræn.
Barrieren er designet som en række mindre, sammenhængende sektioner. Det betyder, at kun de dele af konstruktionen, der påvirkes af det stigende vand, behøver at hæve sig, mens resten af barrieren kan forblive skjult under jordoverfladen. Den modulære opbygning gør det samtidig muligt for konstruktionen at tilpasse sig forskellige bygninger, terrænforhold og oversvømmelsessituationer.
Når en sektion har nået sin maksimale højde, vil det stigende vandtryk presse konstruktionens samlinger tættere sammen. Barrieren er i konceptet dimensioneret til at kunne hæve sig op til to meter over gadeplan og dermed beskytte bygningen mod oversvømmelser i tilsvarende højde.
Når vandstanden falder, ledes vandet ud af rammen igen, hvorefter de hævede sektioner automatisk sænkes tilbage under jordoverfladen. Systemet er udviklet med tanken om, at aktiveringen skal ske gennem vandets egen opdrift og tryk uden brug af elektricitet eller manuel betjening.
Jeg udviklede konceptet og visualiserede konstruktionens funktion i Blender gennem 3D-modellering, animation og tekniske plantegninger. Projektet gav mig mulighed for at arbejde med produktudvikling og med at omsætte en kompleks, teknisk proces til en letforståelig visuel præsentation.
Efter projektets udvikling blev jeg opmærksom på en hollandsk virksomhed, der har patent på en sammenlignelig løsning. NOAH skal derfor betragtes som et selvstændigt koncept- og portfolioarbejde og ikke som et produkt, der aktuelt er udviklet til kommerciel anvendelse.
